Kunst i Værebro Park

Siden marts 2018 har fire kunstnere været en del af livet i Værebro Park. I fællesskab med jer der bor her, har de gjort fortællinger, drømme, rum og situationer til kunstværker.

Læse mere og de første 6 måneder på Statens Kunst:

https://www.kunst.dk/det-satser-vi-paa/kunst-i-din-hverdag/kunst-i-vaerebro-park

Efterfølgende har flere kunstner gæstet Værebro Park. Sammen med beboerne har de skabt nye fortællinger om hinanden, hverdagen og fællesskabet – og ikke mindst sat nye aftryk på deres eget boligområde. Her er et tilbageblik på halvåret der gik med Kunst i Værebro Park.

Jordtryk med Anna Weber Henriksen

Hvis man går en tur gennem Værebro Centeret og kigger op, ser man resultatet af workshoppen Jordtryk med kunstneren Anna Weber Henriksen. Oppe i loftet hænger en serie lange strimler lærred, der viser Værebro fra et perspektiv man typisk ikke lægger mærke til. Beboere fra området har i fællesskab skabt et stort abstrakt mønster af jord fra området på aflange hvide lærreder, der hænger som bannere på langs ned fra ovenlysvinduerne. Jord fra forskellige steder i boligområdet blev blandet med bindemiddel og med fantasi og fællesskab som redskab forvandlet til smukke portrætter af Værebro Park, som stedet ser ud under overfladen. På den måde markerer værket det usynlige materiale, der binder beboerne sammen på tværs af forskellighed. Jordtryk fandt sted i det åbne gangareal i Værebro Centeret den første weekend i maj 2019. Beboerne medbragte selv jord, og Anna havde gjort klar med borde, stofstrimler og bindemiddel til at klistre jorden fast med. Det var to hyggelige og sjove dage, hvor beboerne kom hinanden ved og fik skabt nye forbindelser til deres sted og hinanden via kreativ brug af den jord de alle går på, men sjældent tænker over.

Himmeltryk med Ditte Lyngkær Pedersen

Hverdagsting der betyder noget særligt for beboerne i Værebro Park blev foreviget og fejret i workshoppen Himmeltryk af kunstner Ditte Lyngkær Pedersen. Himmeltryk er en særlig teknik, der hvis man tror på det, kan afsløre tings sjæl. For eksempel en kontorstols eller andre helt almindelige dagligdagsobjekters sjæle, der jo ofte er forbundet med minder, som giver tingen betydning udover sig selv.

På workshoppen havde deltagerne selv medbragt en besjælet ting fra egne hjem, som blev trykt på papir ved hjælp af solens stråler. De færdige himmeltryk hænger nu rundt om i deltagernes hjem og i Værebro Centeret, hvor de minder om, at selv de mest ordinære ting har deres helt egne historie. Himmeltryk fandt sted i gangarealet i Værebro Centeret den sidste weekend i maj 2019 og mens beboeren fandt deres medbragte ting frem introducerede Ditte til himmeltryk-teknikken og dens gamle historie.

Spoonball med Molly Haslund

Henover en uge i skolernes sommerferie kom kunstneren Molly Haslund og gav Værebro Parks børn mulighed for at prøve kræfter med Spoonball, et spil der spilles med gigantiske bolde og kæmpeskeer på størrelse med mennesker. Efter at have testet de nye sjove redskaber skulle børnene selv finde på spilleregler og lege som de kunne bruge redskaberne til. Spillereglerne blev finpudset af kunstneren, hvorefter de blev afprøves i fællesskab. Børnene udviklede blandt andet spillet Bubuchi Balance, hvor det gælder om at balance med en bold på skeen spids mens man selv sidder i skeens fordybning.

Som en del af spillet designede børnene sine egne dragter (med lidt hjælp) og gav dermed deres helt eget bud på et Værebro-Spoonball-look præsenteret til den afsluttende turnering i sportshallen, hvor forældre og andre nysgerrige beboere var mødt op for at heppe og opleve, hvordan det ser ud, når kunst, sport og bestik mødes i Værebro. Der blev opfundet 4 spil i alt: Bubuchi Balance – Trekantsbold, Den Lille Hund og Den Store Ske med Stor Bold, og Hit The Spoon. Spoonball er et kunstprojekt, der leger med vekselvirkningen mellem kaos og orden og gir bolden op til børnene for at lade dem finde balancen selv.

Lets Make Pizza med Jesper Aabille

Fælles pizzabagning er godt på vej til at blive en tradition i Værebro Park. Sammen med Værebro Parks beboere har kunstneren Jesper Aabille bag det kollektive pizzakoncept Lets Make Pizza, serveret mere end 350 pizzaer siden marts 2018. Der er blevet bagt, spist og snakket om pizza til blandt andet Fodboldskolens sæsonafslutning, Naboskabscyklens indvielse, Spoonball Turnering og til indvielsen af Nyttehavens nye Pizzahus. Pizzaens runde forsamling af trekanter kommer på den måde til at stå som et poetisk symbol på (pizza)fællesskabet i Værebro Park.

Pouls Pizzahus ved Jesper Aabille

I Værebro Parkens nyttehave står et hus med vildtvoksende tomatplanter malet på husets tre ydervægge. Fra nyttehaven kan man kigge direkte ind i huset og se en pizzaovn på en sokkel under et tomatplantelignende skilt, hvorpå der står Pouls Pizzahus. Historien om Pouls Pizzahus starter den dag, hvor nyttehaven får penge tilbage fra det murerfirma, der leverer en sokkel til pizzaovnen. Soklen står desværre langt under mål med nyttehavens forventninger, faktisk er det bare nogle stablede gasbetonblokke og Rigmor der er gift med Poul, overtaler murermester til at give afslag i prisen og pudse gasbetonblokkene op. Resultatet bliver flot, men pizzaovnen har ikke godt af, at stå ude i det danske klima. Poul bygger derfor et træhus til den nye pizzaovn for materialer købt for murermesterens prisafslag. Imens får Jens og Martin fra Værebro Park den idé at spørge kunstneren Jesper Aabille, om han vil udsmykke det nye hus. Det vil Jesper gerne, på betingelse af, at der bliver opstillet et køkkenbord ved siden af huset, hvor pizzaerne kan forberedes. Aftalen kommer i hus, og snart kan pizzaovn, pizzabord og pizzahus indvies med fælles pizzabagning og et nyt kunstværk i form af en tomatplante – som visuel markering af slægtskabet mellem pizza og nyttehave. Det er Rigmor der klipper det røde bånd ved indvielsen.

Sansestierne med Karoline H. Larsen

Alle sten gælder. Sådan lød det fra kunstneren Karoline H Larsen, da hun sammen med Skovbrynets 5 børnehuse, FamilieAkademiet, Fædreklubben og Kunstskolen børnehold inviterede alle til at samle og male sten fra området til brug i en ny kollektivt skabt udsmykning af skovstierne i Værebro Park og Mindesten Parken. I løbet af foråret 2019 blev stenene lagt ned i stierne og dannede en prikket belægning i gule, grønne, blå og røde farver, der fremadrettet viser vej til en magisk og mere sansebåret tur gennem den lille skov. Gennem et helt år har Karoline H Larsen bundet området sammen ved at skabe kunststier og nye bevægelser på kryds og tværs i boligområdet under overskriften Opdag Din By.

Samtaler om Samtidskunst med Heine Thorhauge Mathiasenn

Henover 5 onsdage i foråret 2019 afholdte billedkunstner Heine Thorhauge Mathiasen en serie samtaler om samtidskunst i KunstVild i Værebro Centeret. Her præsenterede han forskellige kunstnere via kataloger, monografier, printede fotos og originale værker som afsæt for en åben diskussion om, hvad kunst er og kan være. I forbindelse med samtalerne lavede Heine desuden en udstilling i biblioteket med værker af nogle af de kunstnere, der havde været talt om under samtalerne. Ideen med Heines projekt var at starte en inkluderende og uformel samtale om kunst med Værebro Parks beboere.

Værebro Kunstskole

Hænder i ler, geometriske mønstre, selvportrætter i flotte farver og snakke på kryds og tværs. I Værebro Kunstskole mødes professionelle billedkunstnere og beboere i alle aldre for at lave kunst. De to undervisere giver introduktion til klassiske kunstneriske teknikker og materialernes uendelige muligheder, men det er deltagerne selv, der skaber værkerne. Mange af kunstskolens deltagere har været med fra start og selvom formålet er at hygge sig og have det sjovt, så stiger niveauet skridt for skridt. Både børn og vokse får styrket deres kreative evner ved at skabe selv og se hvordan tanker, ideer og drømme kan tage fysisk form. Værebro Kunstskole er bygget op omkring to hold, et for voksne og et for børn. På voksenholdet arbejdes der med male- og tegneteknikker og på børneholdet er fokus på at eksperimentere med former og materialer. Kunstskolen er gratis og alle kan være med.

Kunst i Værebro Park er blevet til i samar­bejde mellem Afdelingsbestyrelsen Værebro Park, Statens Kunstfond, Områdeinstitution Skovbrynet, DAB, GAB, Gladsaxe Kommune, Værebro Bibliotek, Seniorcenter Bakkegården og kunstnerne.

Fotos af: Søren Malmose.

Tekst af: Amalie Frederiksen, Another Public, August 2019.

Kunst i Værebro Park er Støttet af Statens Kunstfond